Familieliv – et helhedsorienteret forløb

Som familie er vi vævet ind i hinandens liv og fortællinger. Vi påvirker – og bliver påvirket af – hinandens måder at forstå, føle og reagere på, ofte uden at være bevidste om det. De historier, der opstår mellem os, former vores relationer og de positioner, vi træder ind i.

Når noget bliver svært i en familie, er det derfor sjældent noget, der tilhører én person alene. Udfordringer opstår og udvikler sig i det fælles samspil – i mønstre, fortællinger og gensidige forventninger, som vi sammen er en del af.

Det kan komme til udtryk som konflikter, afstand, ensomhed eller mistrivsel hos både børn og voksne. Det kan også være forbundet med diagnoser som ADHD eller autisme, sygdom eller andre belastninger, som påvirker hele familiens trivsel.

Over tid kan disse mønstre sætte sig fast og udvikle sig til spiraler, hvor energien og overskuddet til hinanden mindskes.

En narrativ, mentaliserende og kropslig tilgang

I et familielivsforløb arbejder vi med at udfolde og nuancere de fortællinger, der lever i og mellem jer – og hvordan de påvirker jeres måde at være sammen på.

Med afsæt i en narrativ og mentaliserende tilgang undersøger vi:

  • hvordan I hver især forstår jer selv og hinanden
  • hvilke positioner og mønstre I ubevidst kommer til at indtage
  • hvordan adfærd giver mening i den sammenhæng, den opstår i

Samtidig inddrages en neuroaffektiv forståelse med fokus på nervesystemet og kroppens rolle. Erfaringer og belastninger lagres ikke kun i tanker, men også i kroppen, og kan komme til udtryk som uro, spændinger eller fastlåste reaktionsmønstre.

Gennem arbejdet med kroppen, regulering og opmærksomhed på sansninger skabes der mulighed for mere ro, tryghed og fleksibilitet – både individuelt og i relationerne.

Hvad I kan få ud af et forløb

I forløbet skaber vi et trygt og nysgerrigt rum, hvor I kan:

  • tale og lytte til hinanden på nye måder
  • få øje på hinandens perspektiver og intentioner
  • forstå de mønstre og fortællinger, der påvirker jer
  • arbejde med både det sagte og det usagte i familien

Vi arbejder med både bevidste og ubevidste processer – herunder nervesystem, forsvarsmønstre og relationelle dynamikker.

Målet er, at:

  • alle i familien oplever sig set, hørt og mødt
  • I opnår større forståelse for hinanden
  • I som forældre får mere ro og overskud
  • familien oplever større sammenhæng og trivsel

En fælles proces

Vi arbejder med jeres relationer, roller og ressourcer – både individuelt og som familie. Fokus er ikke på at placere skyld, men på at skabe nye forståelser og bevægelser i det fælles samspil.

Der arbejdes med:

  • at styrke ressourcer og handlemuligheder
  • at skabe nye måder at være sammen på
  • at understøtte både individuel og fælles trivsel

Der er mulighed for samarbejde og vidensdeling med fx skole eller andre relevante samarbejdspartnere.

Et fleksibelt og specialiseret forløb

Jeg har mange års erfaring med arbejdet med børn, unge og familier i sårbare positioner – herunder ADHD, autisme og traumer.

Forløbet tilpasses jeres behov og justeres løbende, så det giver mening i jeres hverdag og udvikling.