Vores datter har altid været en glad pige, med masser af gå på mod og som altid gik forrest når hende og hendes storesøster skulle noget. Hun var aktiv, social og meget vellidt af alle hun var sammen med.

Men fra den ene dag til den anden i starten af sommerferien 2021 skete der en kæmpe forandring.

Efter en håndboldskole uge, stopper hun pludselig med at spise. 

Vi er på ferie og hun vil ikke indtage mad ej heller juice eller lign. Kun vand. Og bliver meget trist. Vi kontakter læge hurtigt - da vægten og humøret daler med lynets hast. Vi bliver henvist til OUH, hvor vi får en tid en onsdag i august lige efter min datters konfirmation.

Torsdag morgen bliver hun så akut indlagt med anoreksi – vejer kun 36 kg – hun er 1.68 cm høj. Jeg bliver indlagt sammen med hende, hvor hun skal i gang med at spise. Hvilket er svært og ender i sonde mad. Efter 14 dage udskrives vi – med opfølgning på dagafsnit. Her kommer vi hver 14 dag til vejning og kontrol – men kun med fokus på mad og ikke på at få livet tilbage.

Så efter en sej kamp for at følge det vi får besked på – ender det igen med en indlæggelse i januar 2022 på center for spiseforstyrrede i Odense. Igen med fokus på mad og desværre ikke ret meget andet, men det var også nødvendigt, da hun igen ikke spiste noget. Hun er indlagt i 2 måneder, hvor hun er på orlov hjemme og øver i at spise ”normalt” igen. Det lykkes og hun bliver udskrevet med en striks madplan og kontrol på Ouh. Det går godt og hun virker glad og mere positiv igen, men vi kæmper stadig meget med det hele.

Det går desværre helt galt igen, hvor hun ikke vil i skole, trækker sig fra alt – også sin elskede hest. Kan ingenting – begynder at få angst anfald op til 6 gange om dagen og kan slet ikke være alene uden enten mig eller hendes far. Og så ryster hun 24 timer i døgnet. Hun er MEGET dårlig og kan intet, hun spiser sin mad, men hun har det bare rigtig dårligt. Så hun bliver indlagt igen.

Dog kun 1 uge da hun spejler sig i de andre, som ikke vil spise, hvilket vi ikke vil ud i igen. Så hun udskrives med lovning på at vi får hjælp af kommunen hurtigt. Det var før sommerferien 2022. Men der sker desværre intet, så vi søger selv efter noget hjælp – da hun får det dårligere og dårligere for hver dag – men hun spiser stadig det meste af det mad, som hun bliver bedt om at spise.

Vi får kontakt til Birgit– som uden tvivl har været vores redning. 

Vi kendte ikke til neurofeedback, men efter en snak med Birgit var vi ikke i tvivl om, at det skulle prøves – give det en chance for, om det kunne hjælpe vores datter. Det var nemt for hende at være med til, da hun ikke skulle forholde sig til noget eller fortælle en helt masse – som man bare ikke kan når man har det så dårligt, som hun havde.

Allerede efter 3. gang forsvandt hendes anfald næsten og hun begyndte at snakke og smile lidt igen. Vi begyndte at få vores pige tilbage til livet. Og for hver gang hun er hos Birgit kan vi se fremgang.Nu passer hun sin skole igen – HVER dag. Hun er sammen med venner, hun har sluppet sin madplan og er ved at lærer at leve et normalt liv igen. Hun er glad og smiler, griner og pjatter. Hun er begyndt at ride og nyder det og hendes hest igen.

Hun har lige ønsket at begynde til håndbold igen – for at finde nogle venner og være social sammen med nogen i en holdsport.

Så det har været vores redning, at vi valgte at tage kontakt til Birgit. Vi er ved at få vores glade pige 100 % tilbage og få vores normale dejlige liv og glæde tilbage, hvor vi sammen kan gøre de ting vi alle elsker at lave.

Så vi kan på det varmeste anbefale, at give Birgit og neurofeedback en chance for at hjælpe jer, hvis i har et barn eller ungt menneske med en spiseforstyrrelse.

Varme og taknemlige hilsner fra en glad mor.